⭐⭐⭐⭐⭐

Human Race er et portræt af et videnskabsprojekt og af manden, der driver det frem. Gennem fem år har instruktør Simon Lec fulgt DNA-forskeren Eske Willerslev og hans internationale hold i forsøget på at kortlægge verdens største samling af menneskehedens arvemasse. Resultatet er både en fortælling om videnskabens grænser og om det menneske, der bevæger sig langs dem.Eske Willerslev bliver i Human Race mere end filmens hovedperson. Han bliver selve legemliggørelsen af det videnskabelige projekt, han leder. Filmen viser, hvordan hans arbejde med menneskehedens arvemasse også bliver en rejse ind i ham selv, og hvordan spørgsmålet om, hvem vi er, bliver både videnskabeligt og dybt personligt.Gennem Eske Willerslev tager forskningen form. Den handler om forskellighed, om at vi alle bærer på unikke genetiske dispositioner, også for psykisk sygdom. Men filmen viser samtidig, at generne ikke står alene. Mennesket bliver til i mødet mellem arv og miljø, mellem det det vi har fået og det  vi har levet.I en af filmens centrale scener taler Eske Willerslev med sin mor og sin søster. Han siger, at han mener, genetikken spiller den største rolle for, hvem vi er. Men mens ordene falder, vibrerer scenen af alt det, der modsiger dem. De små bevægelser, blikkene, stemningen ved bordet. Alt vidner om miljøets magt og familiens formende kraft. I samme samtale fortæller Eske Willerslev, at han som barn ikke ville have haft noget imod, hvis faderen var død. Han havde intet forhold til ham. Tvillingebroderen Rane stemmer senere ind. De var begge bange for ham. Det er et øjeblik, hvor filmens temaer om arv og miljø mødes i al deres menneskelige kompleksitet.Filmen får et ekstra lag af mening, når vi møder Eske Willerslevs egne sønner. Deres mor er, med Willerslevs egne ord, “hundrede procent koreansk”. Men hvad betyder det for to drenge, der vokser op i Kongens Lyngby, med asiatiske træk, en dansk far, hvis ambitioner trækker familien til Cambridge? Scenerne med drengene føjer en stille, men central refleksion til filmens kerne: Hvordan arv og identitet ikke blot handler om gener, men om tilhørsforhold, kærlighed og de relationer, der gør os til dem, vi er.

Det er filmens grundlæggende erkendelse.

At vi ikke blot er resultatet af vores DNA. Men heller ikke uafhængige af det.

Eske Willerslev står midt i dette spændingsfelt. Han er forskeren, der kortlægger menneskets oprindelse, men også sønnen, der forsøger at forstå sin egen. Han er et produkt af den arv, han undersøger, men også af et liv formet af modstand, ambition og en tyranisk far.

Filmens udtryk er roligt og præcist. Billederne er komponeret med en næsten antropologisk distance, men under overfladen løber en subtil understrøm af følelse og sårbarhed. Musikken arbejder nænsomt med tematiske gentagelser og ulige taktarter, som spejler både videnskabens avancerede systematik, menneskets flimrende uforudsigelighed og Eske Willerslevs indre uro og eksistentielle længsel. Lyd og billede smelter sammen i en gennemgående sans for det nuancerede og det ufortalte.

Filmen er et subtilt og tankevækkende værk, rigt på fortolkning og lag af betydning. I stedet for at give entydige svar inviterer den seeren til at reflektere og præsenterer sine idéer med en sart præcision. Human Race er en stærk og dybt reflekteret dokumentar. Hver scene rummer stille antydninger og fine perspektiver, der giver plads til eftertanke og fortolkning.

Human Race er en film om DNA. Javel. Men også en film om, hvordan vi bliver skabt af hinanden. Og hvordan arv  og miljø ikke kan adskilles

wjr

Se filmens officielle trailer.