Hvornår blev du selv optaget af, at små forskydninger i sproget kan være tegn på større bevægelser i samfundet?

Det var især i forhold til debatten om ytringsfrihed og identitetspolitik for nogle år siden, der også koblede etnicitet med brugen af særlige ord – blot med modsat fortegn. Her handlede det mere om, hvem der havde lov til at sige hvad, og også her var der en bevægelse i samfundet, hvor bestemte grupper via sproget blev tiltalt på en særlig måde – fx blev et ord som ’hvidhed’ eller udtrykket ’hvid skrøbelighed’ brugt til at irettesætte eller lukke munden på en særlig gruppe af mennesker – i det tilfælde majoriteten af hvide vesterlændinge. Det kan måske virke paradoksalt i forhold til temaet om (hvid) danskhed som genetisk bestemt, men ikke desto mindre er der en lignende mekanisme på spil med at forsøge at udgrænse og lave stereotype beskrivelser af andre via sproget. Sproget er en linse, hvorigennem man ser verden, og hvis man ændrer ved den linse, ser man også verden og samfundet på en ny måde – nogle gange klarere, andre gange mere forvrænget.

Når man forsker i sprog og kognition, hvad er det så, sproget kan røbe, før en debat for alvor bliver polariseret?

Sprogbrug handler både om, hvordan vi beskriver verden, men også hvordan vi handler i verden via sproget. At bruge særlige ord og vendinger om andre er måder at handle på i verden, som både kan hjælpe eller skade andre mennesker. Et berygtet og ekstremt eksempel på det sidste er brugen af ordet kakerlakker (oversættelse af ordet inyenzi) brugt af radikaliserede hutuer om tutsieri Rwanda op til folkemordet i 1994. Tutsier blev fremstillet som skadedyr frem for mennesker, hvilket opildnede folk og moralsk hjalp til at legitimere vold og drab på disse ’skadedyr’. Ordet blev systematisk brugt i medierne i Rwanda op til folkemordet og var på den måde med til at gøre ekstrem vold tænkelig og mulig.

I skriver i artiklen om mælk og blod som markører for danskhed. Hvad fortæller sådanne eksempler om, hvordan en debat kan begynde at glide fra kultur og fællesskab over i biologi og afgrænsning?

Det handler i sin essens om, at man begynder at bruge simple fysiske markører for noget, der er socialt komplekst, historisk formbart og uden nogen klar og skarpt defineret afgrænsning. Ordene snyder os på den måde, at de producerer nogle meget enkle og dybt forsimplede betegnelser for noget, der ikke kan defineres og indhegnes så let.

Hvilke sproglige tegn skal man holde øje med, hvis man vil opdage en glidebanebevægelse tidligt?

Her er det oplagt at pege på dehumaniserende betegnelser. Hvis man begynder at omtale andre mennesker eller etniske grupperinger via ord for dyr, er der klart en rød lampe, der må begynde at blinke. Analogien mellem en hest og en kat, som vi omtaler i artiklen, kan ses som eksempel, der tenderer dette. Eksemplet fra Rwanda er et andet meget mere ekstremt eksempel, og man kan også nævne måden Vladimir Putin i en tale i 2022 omtalte ’landsforrædere’ (f.eks. militærnægtere), som ville blive spyttet ud ”som en myg/insekt, der ved et uheld er fløjet ind i munden” af de ’ægte russiske patrioter’. Igen en der en dehumanisering og en form for udrensningsmetafor på spil, som kan retfærdiggøre vold og forfølgelse.

Hvad sker der i en offentlig samtale, når enkelte ord, billeder eller markører begynder at stå for hele grupper af mennesker?

Der sker det, at vi holder op med at forstå og forholde os til dem som individer og mennesker med et ligeværd. Individuelle forskelle og komplekse sociale mønstre forsvinder via disse forsimplende og abstrakte betegnelser. Igen er pointen, at det er nemt og fristende at ty til sådanne forsimplinger, idet de virker til at skabe overblik over noget, som ellers er mere flydende og komplekst, men prisen er høj, idet interne forskelle og kulturelle og sociale forskydninger inden for gruppen bliver udvisket af disse ord og markører. En hel gruppe eller etnicitet behandles i stedet under ét, og alle nuancer forsvinder.

Hvorfor kan metonymier være særligt virksomme i polariserede debatter?

Metonymier er først og fremmest sprogøkonomiske. Vi har dem i sproget, fordi det er en hurtig og nem måde at referere til noget, som er mere omfattende og komplekst, og som derfor ville tage længere tid at beskrive i sin helhed. Der er fx en lang tradition for at bruge metonymiske betegnelser for andre nationaliteter –tit på en drillende eller nedladende måde, fx frogs om franskmænd, krauts (fra surkål) om tyskere, kiwis om newzealændere, spaghettis om italienere, vikinger om danskere osv. Man fremhæver et særligt træk fra en national kultur og historie og lader den stå for hele gruppen på en ofte humoristisk måde. Samtidig er der en kategorisering og forenkling på spil. Komplekse grupper reduceres til ét genkendeligt træk, og samtidig sker der en social markering, som sender et signal om “os” vs. “dem”. Det kan være uskadeligt og morsomt fx i sportslige sammenhænge, men det kan også forekomme i mere alvorlige kontekster i forhold til kulturelle konflikter og krig. Ikke mindst kan de metonymiske betegnelser umærkeligt bidrage til en polarisering ved at blive gentaget og normaliserede og derved gøre stereotype koblinger naturlige.   

I skriver, at metonymien kan fungere som en kattelem. Hvad er det for en tænkning, der kan snige sig ind gennem sproget, uden at vi opdager det?

Det er en tænkning, hvor metonymiens særtræk: fremhævning og forenkling får lov til at dominere. Hvis vi vænner os til at tænke på mælk og blod som markører for det at være dansk, foretager vi for det første en grov og forfejlet forenkling af danskhed og national identitet, og for det andet vænner vi os til at forsimplede biologiske og fysiske markører og træk får lov til at dominere og definerer noget, der i stedet handler om ånd, historie, sprog og kultur – nemlig danskhed og national identitet.

Hvordan adskiller sproglige skred sig fra almindelig hård retorik? Hvornår bliver sproget ikke bare skarpt, men strukturerende for, hvem der opfattes som indenfor og udenfor?

Der er ikke noget i vejen med en hård og indimellem konfronterende retorik i den offentlige debat. Det kan være nødvendigt for at kaste lys på problemer, udfordre dogmer og vanetænkning, men selv i en hård debat kan man godt bestræbe sig på at bevare nuancer og undgå alt for ensidige og stereotype kategoriseringer. Man bliver ikke klogere af sådanne sproglige kattelemme, tværtimod sniger de forestillinger ind, som ikke oplyser, men i stedet gør debatten skinger og graver grøfterne for dybe.

Hvilken rolle spiller metaforer og metonymier i ekstremistisk tænkning eller i bevægelser mod mere ekstreme positioner?

Metaforer og metonymier er ikke bare sproglige figurer, de er grundlæggende tænkeredskaber, vi bruger til at orientere os i verden med. Undersøgelser viser også, at vi husker billedsprog bedre end neutralt deskriptivt sprogbrug. De er en form for knager, vi kan hænge vores hukommelse op på, og derigennem kan de have meget stor betydning for, hvordan vi overhovedet forstår et givent fænomen. I forhold til ekstremistisk tænkning er det vigtigt at holde sig for øje er, at billedsprog aldrig er uskyldigt. Billedsprog virker ved at forstørre enkelte elementer på bekostning af andre, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på, hvad en given metafor eller metonymi ikke siger eller fremhæver. Et nyligt og meget omstridt eksempel er udtrykket ”from the river to the sea” brugt i konflikten mellem Israel og Palæstina. Udtrykket kan virke uskyldigt ved blot at fremhæve det geografiske element i form af et sammenhængende territorium fra flod til hav, hvorved en kompleks konflikt gøres geografisk intuitiv. Som metonymisk slogan kondenserer udtrykket et komplekst konfliktfelt til en rumlig figur. Det giver retorisk styrke, men samtidig naturaliserer den én bestemt måde at se konflikten på (hvad end den bruges af israelere eller palæstinensere), mens andre perspektiver træder i baggrunden. Som metonymisk og rumligt kondenseret slogan kan udtrykket skubbe forståelsen i retning af mere absolutte og polariserede positioner, fordi det fremhæver sammenhængende land som et absolut kriterium for fred og samtidig nedtoner kompleksitet og sameksistens. Ikke mindst skjuler den sine konsekvenser – hvad ville være de menneskelige omkostninger af et sammenhængende land fra floden til havet? Det skjules i udtrykket.

Hvorfor er det vigtigt at analysere ekstremisme på sprogets mikroniveau og ikke kun gennem politiske, psykologiske eller sociologiske forklaringer?

Vi tænker og forstår verden gennem sproget. Den offentlige debat er grundlæggende en sproglig arena, hvor vi undersøger og udfordrer hinanden og de forestillinger om samfundet, som gør sig gældende. Derfor er det vigtigt at have et skarpt fokus på de mekanismer, som udspiller sig i sproget – også på mikroniveau. Dog ikke kun for de sproglige nuancers egen skyld, men netop for at koble de sproglige iagttagelser med psykologiske, politiske og sociologiske forklaringer. Sproglige nærobservationer kan give kød til de ofte mere abstrakte makroforklaringer af politik og samfundsforhold. Karl Marx sagde, at ”de herskende tanker er de herskendes tanker” (i forkortet form), hvilket i denne sammenhæng kan minde os om, at disse tanker selvsagt altid artikuleres via sproget. Det gælder både for de dominerende idéer i et samfund, men kan også gælde i forhold til mindre grupperinger, som udvikler et radikaliseret verdenssyn. Pointen er her, at metaforer og metonymier ofte også er en del af sådanne “herskende tanker” i ekstreme miljøer. De er med til at naturalisere bestemte måder at forstå verden på, så de ikke opleves som fortolkninger – men som virkelighed – hvorfor de kan hjælpe til at retfærdiggøre ekstreme handlinger. Sproget kommer som regel før handlingen, og derfor er sproglige iagttagelser vigtige for at forstå bevægelser i et samfund.

Hvad kan almindelige borgere, undervisere og unge lære af at undersøge sproglige mønstre i den offentlige debat? Kan det gøre os bedre til at opdage polarisering, før den sætter sig fast?

Ved at være opmærksomme på sproglige mønstre – især metaforer og metonymier – er der en bedre mulighed for at blive bedre til at genkende tidlige tegn på polarisering. Når bestemte grupper systematisk fremstilles på bestemte via fx dyremetaforer, er det ikke bare ordvalg, men tegn på, at verden bliver forenklet og opdelt i skarpe modsætninger. For almindelige borgere og for undervisere kan sproglig opmærksomhed derfor være et redskab til at stille spørgsmål til det, der ellers fremstår som “selvfølgeligt” og dermed blive bedre til at gennemskue, hvordan bestemte perspektiver fremhæves, mens andre skjules. I bedste fald kan det hjælpe til at bremse eller nuancere polarisering, før den for alvor sætter sig fast. Sproglig bevidsthed gør os selvfølgelig ikke immune over for polarisering, men den kan gøre os mere kritisk opmærksomme på, hvordan den opstår og derfor også bedre i stand til at modvirke den.