Metafor eller dødsfantasi?

Af Thomas Wiben Jensen & Simon de Tusch-Lec

»Ønsker du død over det israelske militær?« Da Lino Vogt, ekstern lektor i retshistorie ved Københavns Universitet, blev stillet spørgsmålet i Radio IIII, svarede han uden tøven: »Ja, absolut.« Kort efter korrigerede han sig selv. Nej, han ønskede ikke død over hele det israelske militær, kun bestemte soldater. Tidligere havde han fortolket de samme ord på en tredje måde: De skulle forstås som kritik i en »humoristisk kontekst« og på en »ikke aggressiv måde«.

Spørgsmålet kom ikke ud af ingenting. Få uger tidligere var det kommet frem, at Vogt gentagne gange ved begyndelsen af seminarer i retshistorie havde vist sine studerende et billede af tegneseriefiguren Betty Boop med keffiyeh og en molotovcocktail i hånden. Omkring figuren stod ordene: Death, death to the IDF. Hvordan kan tolkningen af de samme ord bevæge sig mellem humoristisk kritik og et direkte dødsønske? Måske findes en del af svaret i selve formuleringen.

Hvis vi skal kunne diskutere udsagn som Death to the IDF med hinanden, må vi forsøge at forstå, hvilke betydninger den valgte formulering faktisk stiller til rådighed. Her kan en sproglig analyse hjælpe. Den kan næppe afgøre, hvad nogen inderst inde mener, men den kan undersøge konstruktionens historie, dens metaforer og den måde, betydningen ændrer karakter på, alt efter hvad der sættes efter ordene Death to.

Death to er ikke en ny politisk konstruktion. Den findes på tværs af sprog og kan føres flere hundrede år tilbage. Under et oprør i Ferrara i 1385 beretter den samtidige Chronicon Estense, at folkemængden råbte: »Leve Niccolò! Død over forræderen Tommasino!« Tommasino da Tortona var fyrstens skatterådgiver; oprørerne krævede ham udleveret, og han blev efterfølgende dræbt.

I Lope de Vegas Fuenteovejuna, trykt i 1619, er dødsformlen allerede blevet til noget, der ligner et egentligt politisk slogan. Landsbyboerne råber igen og igen, at »tyrannerne skal dø« – mueran los tiranos. Men Lope lader dem også råbe, at »tyranniet skal dø« – muera la tiranía. Allerede her kan den samme konstruktion altså rette sig både mod mennesker og mod noget abstrakt.

På tærsklen til Den Franske Revolution bliver formen endnu tydeligere som massepolitisk råb. Under Réveillon-urolighederne i Paris i april 1789 lød blandt andet »Mort aux riches! Mort aux aristocrates!«, død over de rige, død over aristokraterne. I det 20. århundrede bliver konstruktionen en fast bestanddel af revolutionært og antifascistiske slogans. De jugoslaviske partisaners berømte kampråb lød eksempelvis: »Smrt fašizmu — sloboda narodu«, død over facsismen — frihed til folket.

Også på dansk findes gode eksempler. I tidsskriftet Kulturkampen stod der i marts 1938: »Død over Franco og Fascismen!«

Netop den formulering er interessant. For på få ord placerer den et menneske og en ideologi i præcis den samme sproglige konstruktion. Franco kan dø i ordets bogstavelige betydning. Fascismen kan ikke. Alligevel ønskes der »død« over dem begge.

Det er her, metaforanalysen bliver afgørende. En metafor opstår, når vi oplever og forstår en ting ved hjælp af en anden, fx når vi siger, at en person ‘bærer på en tung sorg’. Sorgen forstås som en fysisk byrde, man kan bære. 

I relation til de forskellige politiske slogans kan forskellen mellem Død over fascismen og Død over Franco beskrives mere præcist med et særligt begreb fra metaforforskningen: metaforicitet: graden af metaforisk styrke eller vitalitet.

Traditionelt har man skelnet mellem bogstaveligt og metaforisk sprog som to helt adskilte kategorier. Men nyere metaforforskning betragter i højere grad metaforisk betydning som et spørgsmål om grad. Nogle udtryk er klart metaforiske, mens andre ligger i et grænseområde mellem det metaforiske og bogstavelige. 

En af de faktorer, der bestemmer graden af metaforicitet, er den semantiske afstand mellem de elementer, der forbindes. Jo større afstanden er, desto stærkere er metaforen typisk.

Det kan man se i et slogan som Død over kapitalismen. Kapitalismen er et abstrakt økonomisk system. Den trækker ikke vejret, har ingen krop og kan ikke dø. Derfor er det svært at forstå udsagnet på anden måde end metaforisk: Når kapitalismen skal dø, betyder det, at den skal bringes til ophør. Det samme gælder fascismen og patriarkatet. Begreberne kan bekæmpes eller bringes til ophør, men de kan ikke dø i biologisk forstand.

Med Death to the IDF ser relationen anderledes ud.

IDF er ganske vist en organisation. Men det er en konkret og afgrænset organisation, som eksisterer et bestemt sted og består af identificerbare, levende mennesker. Uden soldater, officerer og ansatte findes der ikke noget IDF. Man kan udpege, hvem de er, og hvor de befinder sig.

Den semantiske afstand mellem death og IDF er derfor mindre. Og dermed falder metaforiciteten.

Det betyder ikke, at Death to the IDF kun kan læses bogstaveligt. Man kan bruge IDF metonymisk om organisationen og mene, at den skal nedlægges, opløses eller grundlæggende forandres. Men den bogstavelige læsning kan ikke afvises på samme måde som i Death to fascism. Brugen af ordet ‘death’ ligger langt tættere på ordets almindelige betydning.

Det er netop derfor, at sloganet bliver tvetydigt.

Hvis budskabet er, at den israelske hær bør nedlægges, findes der en mere entydig formulering: Dismantle the IDF. Men den har en åbenlys svaghed som slogan: Den svinger ikke.

Death og slutlyden i IDF danner et slags halvrim, og gentagelsen giver formuleringen en enkel rytme, der er let at råbe og let at gentage i kor. Dismantle the IDF er mere præcist, hvis man ikke nærer et dødsønske, men har hverken næsten-rimet eller den samme rytmiske slagkraft.

Den samme tvetydighed findes i selve billedet. Betty Boop har ingen umiddelbar forbindelse til hverken IDF eller konflikten; hun tilfører i stedet noget nuttet og komisk – den »humoristiske kontekst«, Vogt selv henviste til. Sammen med halvrimet og rytmen lægger figuren et lag af leg og ironi hen over ordene.

Men lige under dette lag ligger dødsfantasien. Betty Boop holder en molotovcocktail i hånden, og dermed føres volden tilbage fra det legende og stiliserede til noget konkret. Også visuelt opererer budskabet altså i en dobbelthed: Det kan opleves som sjovt og næsten uskyldigt, samtidig med at både ordene og billedet peger mod død og vold.

Det er netop denne kombination, der gør udtrykket effektivt. Dødsønsket forsvinder ikke; det bliver pakket ind i en form, der gør det lettere at råbe, dele og også lettere at opleve som mindre alvorligt, end ordenes bogstavelige betydning tilsiger.

Og her opstår et paradoks. Det er netop det voldsomme ord death, der får sloganet til at fungere så godt. Et mindre voldeligt og præcist ord ville samtidig gøre sloganet dårligere. I stedet virker sloganet til at så tvivl om intentionen – er det at nedlægge/omorganisere IDF eller er det at slå de mennesker ihjel, som udgør IDF? Tvetydigheden skaber et opportunt fortolkningsrum: Sloganet kan chantes i kor og kan i denne sammenhæng virke som en uskyldig metafor, men samtidigt indeholder sloganet et potentielt voldeligt element – eller sagt mere lige ud af posen: et løfte eller trussel om mord og død. Den sproglige analyse kan ikke afgøre intentionen, men den kan klargøre, hvilke betydninger den valgte formulering gør mulige.

Og den viser, at Death to the IDF har en lavere grad af metaforicitet end fx Death to fascism. IDF er ikke et begreb eller en abstrakt ideologi, men består af konkrete mennesker, som faktisk kan dø. Det er derfor en svag metafor, men et slogan med et dødeligt potentiale.