Hvordan mærker hjernen verden?

Vi mærker verden, før vi når at tænke over den.

En hånd på skulderen. En kop, der er for varm. En sten i skoen. En let berøring fra et andet menneske. Et stik af smerte, der får os til at trække hånden væk.

Berøring og smerte er blandt kroppens mest grundlæggende sanser. De hjælper os med at orientere os, beskytte os og forstå grænsen mellem kroppen og verden omkring os. Uden dem ville vi ikke bare miste evnen til at reagere på fare. Vi ville også miste en vigtig del af oplevelsen af at have en krop.

Men hvordan bliver et tryk på huden til en oplevelse i hjernen?

Det spørgsmål har forskere arbejdet med i mere end 150 år. I dag ved vi, at berøring og smerte ikke opstår ét sted i kroppen. De bliver til gennem et præcist samspil mellem sanseceller i huden, nervebaner, rygmarv og hjerne.

Når huden påvirkes af tryk, vibration, varme, kulde eller skade, aktiveres særlige sensoriske nerveceller. De fungerer som kroppens første oversættere. De omdanner fysiske påvirkninger til elektriske signaler, som kan sendes videre gennem nervesystemet.

Men berøring er ikke én enkelt sans. Det er et helt system af forskellige signaler.

Nogle nerveceller registrerer let berøring. Andre reagerer på tryk eller vibration. Andre igen registrerer smerte, temperatur eller kløe. Hver celletype har sin egen opgave, og tilsammen gør de det muligt for os at skelne mellem en kærtegnende hånd, en skarp genstand og en brændende overflade.

Denne viden har ændret forståelsen af sanserne. Tidligere kunne berøring og smerte let fremstå som relativt simple signaler, der blev sendt fra huden til hjernen. I dag står det klart, at systemet er langt mere specialiseret. Kroppen bruger forskellige nerveceller, forbindelser og kredsløb til at registrere forskellige former for påvirkning.

Signalet stopper heller ikke ved huden. Når de sensoriske nerveceller aktiveres, sendes informationen videre til rygmarven. Her bliver signalerne sorteret og bearbejdet, før de fortsætter til hjernen. Rygmarven er derfor ikke bare en ledning mellem krop og hjerne. Den er en aktiv del af sansebearbejdningen.

Det er blandt andet her, kroppen kan reagere hurtigt på fare. Hvis man rører ved noget meget varmt, kan hånden trækkes væk, før man bevidst når at forstå, hvad der er sket. Først bagefter kommer den klare oplevelse af smerte.

Denne forskning har også betydning for forståelsen af kroniske smerter. Smerte er normalt et advarselssystem. Det fortæller os, at noget er galt, og får os til at beskytte kroppen. Men hos nogle mennesker bliver systemet forstyrret. Nervesystemet kan blive overfølsomt, så smerte fortsætter, selv når den oprindelige skade er væk, eller så almindelige berøringer opleves som smertefulde.

Det samme gælder hypersensitivitet, hvor sanseindtryk kan blive overvældende. For nogle mennesker kan berøring, lyd, temperatur eller teksturer opleves langt kraftigere end for andre. Det viser, hvor afgørende sansebearbejdning er for vores måde at være i verden på.

Forskningen i berøring og smerte handler derfor ikke kun om hud og nerver. Den handler også om kroppen som erfaring. Om hvordan vi mærker os selv. Om hvordan vi reagerer på andre mennesker. Om hvorfor smerte kan beskytte os, men også blive invaliderende, når systemet ikke længere fungerer, som det skal.

Den nye viden giver forskere bedre mulighed for at forstå, hvilke celletyper og signalveje der er involveret i forskellige former for berøring og smerte. Det kan på sigt få betydning for udviklingen af mere målrettede behandlinger mod blandt andet kroniske smerter og sanseforstyrrelser.

Det er denne forskning, professor David Ginty fra Harvard Medical School og professor Patrik Ernfors fra Karolinska Institutet har været med til at drive frem. De har kortlagt centrale mekanismer i det sensoriske nervesystem og vist, hvordan bestemte nerveceller og kredsløb gør os i stand til at registrere og fortolke berøring og smerte.

For dette arbejde modtager David Ginty og Patrik Ernfors The Brain Prize 2026, verdens største pris inden for hjerneforskning, som uddeles af Lundbeckfonden.